Oh, hør du gode, gamle borger,
Vil du aldrig vågne mer’, ja vågne mer’.
Nu bort med alle livets sorger,
thi det er jo kun plasér, ja kun plasér.
Er vejen stundom lidt mørk og lidt trang,
Så synger vi os en lystig, munter sang:
Tra la la la…
Så går vi frejdigt gennem livet,
Thi folk os gerne ser, ja gerne ser.
I medgang vi bøjer os som sivet,
Men i modgang højt vi ler, ja højt vi ler.
Og er der nogen, som ynder vores sang,
Så synger vi denne hersens nok engang:
Tra la la la….
O’ hør, I gæve fugleunger,
I en velkomst bydes her – ja bydes her.
Så højt at det i skoven runger,
thi i dag det gælder jer, ja gælder jer.
Et venskab vil vi knytte her i daw,
der styrke kan vort gamle skyttelaug.
Tra la la la…
Det er en fast beslutning, at sangen aldrig må tilføres et tredje vers, ikke sådan kronisk i hvert fald. I 1985 skrev og foreslog således æresmedlem af lauget, Eigil Salomonsen, at man kunne tilføje et særligt fugleunge vers, som kun skulle synges i forbindelse med sommerskydningen.
Det er titlen på skyttelaugets egen ”nationalsang”, som bliver afsunget ved enhver given lejlighed. Og det vil i praksis sige, hver gang skyttebrødrene er samlet.
Forfatter til både tekst og melodi var en malermester Madsen, der omkring 1875 boede i Silkeborg.